Retningslinjer

Etiske retningslinjer for medlemmer
af Dansk Dalmatiner Klub

Generelt

Dansk Dalmatiner Klubs formål er at fremme kendskabet til dalmatineren og bidrage til at bevare og forbedre racens sundhed, temperament og eksteriør. Etiske retningslinjer, som støtter disse formål, er vigtige.

Det offentlige rum

Dalmatineren er en iøjnefaldende race, og enhver, der møder en dalmatiner, kan huske, at det var en dalmatiner.

Derfor er god opførsel i det offentlige rum vigtig. Undgå at være til ulempe for andre, og husk som minimum at undskylde, hvis noget uhensigtsmæssigt er sket.

Foreningsarbejdet og klubarrangementer

God opførsel og venlig omgangsform i skrift, tale og handling er afgørende for medlemmernes trivsel i klubben.

Ansvarlig adfærd over for egne og andres hunde er en selvfølge.

Medlemmer af DDK’s bestyrelse og andre med tillidshverv har et særligt ansvar.

Enhver bør føle sig velkommen ved klubbens arrangementer.

Nye dalmatinerejere eller interesserede skal tages godt imod, og vær særligt opmærksom på dem, som tilsyneladende ikke kender andre i forvejen.

Deltagere i konkurrencer skal optræde venligt og fair over for konkurrenter og ikke offentligt udtrykke sig negativt om andre eller deres hunde.

Hunde, der deltager i arrangementer, bør kunne tolerere andre hunde og ikke være til gene for
mennesker og dyr, der færdes i området.

Det forventes, at tæver i løbetid holdes væk fra konkurrenceområdet, indtil det er tævens tur til at deltage.

Sociale medier

Benyt altid en venlig og saglig tone

Overvej altid, hvordan dit udsagn vil blive opfattet af andre.

Skriv kun det, som du også ville sige ansigt til ansigt.

Opdrættere

Opdrættere bør følge DKK’s etiske anbefalinger for avl.

Opdrættere bør ligeledes iagttage ”Takt og Tone” Vejledning til opdrættere og hanhundeejere.