Udstillinger
Udstillinger
Tilmelding til udstillinger foregår via hundeweb.dk – og det gælder alle danske udstillinger og skuer! For at kunne tilmelde sig udstillinger, skal man have et log-in til hundeweb (gratis).
Der gælder særlige regler for tilmelding via Wildcard-ordningen (gratis) og det kræver medlemskab af DDK. Hvis du skal tilmelde på Wildcard-ordningen er det VIGTIGT AT DU IKKE TILMELDER VIA HUNDEWEB – men via klubbens Wildcard-side.
I menuen finder du en oversigt over udstillinger i Danmark og samtidig et direkte link til hundeweb.
1. tilmeldingsfrist er ca. 4-5 uger før udstillingen og fremgår af udstillingsoversigten (på den angivne dato – kl. 23.59).
Sidste tilmeldingsfrist er én uge efter 1. tilmeldingsfrist kl. 08.00 – bemærk dog at der opkræves et tillægsgebyr på 100 kr. pr. hund. Der er IKKE mulighed for at tilmelde efter sidste tilmeldingsfrist.
Tilmeldingsfristen er typisk en mandag – men der kan være afvigelser. Det gælder særligt udstillinger som arrangeres af DKK’s kredse.
Wildcard: Tilmeldingsfristen følger sidste tilmeldingsfrist, se ovenfor. Tilmelding kan ske via “Wildcard” i menuen.
Nyheder 2026
De vigtigste ændringer i udstillingsreglementet/generelle bestemmelser for arrangementer gældende for 2026:
- Særdeles Lovende (SL), Lovende (L) og Mindre Lovende (ML) genindføres
FCI har pr. 1. januar 2026 indført kvalitetsbedømmelse/prædikater i baby- og hvalpeklasse, svarende til det, der var gældende i Danmark frem til 31. december 2024. Derfor er reglementet blevet opdateret, så det svarer til FCI’s regler/bedømmelsesforløb.
- Visse kategorier af hunde kan ikke udstilles
Hunde, der er blevet behandlet med et produkt, der har ændret struktur, farve og/eller facon på pels, hud og/eller næse, kan ikke udstilles. Kun trimning, klipning, kæmning og børstning er tilladt. Præcisering af eksisterende regler, svarende til FCI’s formulering.
- Ny titel i Vejen
Jysk Vinder
- Generelle championatregler
Der er i NKU fremsat forslag om, at kravet for opnåelse af de nordiske vindertitler ændres, så hunden skal have opnået CK (i stedet for Excellent). Referatet med indstillingen bliver først behandlet i foråret 2026, så DKK ved p.t. ikke, om dette bliver godkendt. Derfor ændres teksten i udstillingsreglementet til, at reglerne fastsættes af NKU.
- Diskvalificering af hund – UDGÅR
En hund, der de to første gange, den deltager på udstilling i officiel klasse (efter hvalpeklasse), bliver diskvalificeret, fortaber retten til at deltage på udstilling. Ovennævnte regel slettes, idet den stort set aldrig benyttes. Reglen har intet med adfærd/temperament at gøre.
Ovenstående er på ingen måde fyldestgørende, men er blot et uddrag af de vigtigste emner.
