Dalmatineren på landet

Dalmatiner i 1960’erne
Af Jette Mauritzen

Min første dalmatiner fik jeg i 1960’erne. Den hed Tari og var opkaldt efter en legetøjstraktor, så jeg har nok ikke været ret gammel, da dalmatineren for første gang kom ind i mit liv.

En hund med stamtavle på landet - og endda en dalmatiner – var i 60’ernes Vestjylland vel nærmest ikke-eksisterende. Her var hundens funktion nok først og fremmest som vagthund på gårdene, og på det punkt var Tari en total fiasko. Hun var altid venlig, glad, imødekommende og udadvendt, når der komme fremmede. Én fjende havde hun dog; nemlig dyrlæge Bach, som var bange for alle slags dyr, hvilket jo ikke var så godt i hans profession. Tari kunne sikkert mærke hans skræk, så det reagerede hun på. Vi børn morede os derimod vældigt, når dyrlægen på lang afstand forsøgte at dirigere landmanden til at holde godt fat i det dyr, som skulle behandles, inden han forsigtigt nærmede sig, men dog altid klar til flugt. 

Da jeg cirka 20 år senere fik min anden dalmatiner, var hundens pletning ganske anderledes, men det elskede dalmatinersind var nøjagtig det samme.

Dalmatiner i 3. klasse
Af Jette Mauritzen

Min første dalmatiner, Tari, havde en lille fejl. Hun ville gerne jagte biler, hvilket normalt ikke hører til dalmatinerens kompetencer.

Denne lille defekt betød også, at hun gerne ville følge med os på cykel. Som regel kunne vi få hende til at løbe hjem igen; men en dag var min lillebror ikke opmærksom på, at Tari var fulgt med.

Han gik i 3. klasse, og en dag i slutningen af første time bankede det på klasseværelsets dør.  Læreren åbnede døren i forventning om, at en voksen ville træde ind;  men ind trådte Tari og vimsede straks hen til min lillebror.
Jeg husker ikke, hvordan Tari kom hjem igen; men hun lå i hvert fald efterfølgende i flere dage og plejede sine slidte poter.  Vores vej til skole var nemlig temmelig lang, og Tari’s poter var ikke vant til asfaltveje.

Udskriv denne side